Indledning
 

Gennem de seneste år var jeg kommet i vane med at holde øje med mine omgivelser, så jeg bemærkede dem allerede på afstand. Nu kom de hastigt nærmere, og jeg blev frygtelig nervøs. De stirrede på mig, og jeg følte mig overbevist om, at de kom for at slå mig ihjel. Jeg havde ikke en chance for at undslippe. Jeg var på vej til min bil, men den stod for langt væk til, at jeg kunne nå derhen i sikkerhed.

Helt henne ved mig stillede de sig op lige foran mig: "Er du Kurt Westergaard?"

Jeg svarede bekræftende. Jeg var jo mig, og jeg havde ingen tanker om ikke at ville vedkende mig min person. Tegningen, der har skabt så voldsomt postyr, står jeg ved. Den er jo netop en protest mod det fundamentalistiske og det voldelige.

Og så skete der noget, der fuldstændig vendte og ned på det hele: "Må vi have lov til at tage nogle fotografier af hinanden sammen med dig?", lød det venligt spørgende og med et smil. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og den ene tog et kamera frem, hvorefter de skiftedes til at stå ved siden af mig, mens den anden fotograferede. Da det var overstået, takkede de høfligt og gik.

Det hele havde taget mindre end et minut, men det føltes længere, fordi jeg havde været igennem den voldsomme følelsesmæssige omvæltning fra ro til angst og fra angst til lettelse. Det var med en dødtræt krop, jeg satte mig ind i min bil.

Mødet med de to med guldkæderne havde sat sig langt mere mærkbare spor i kroppen end den times træning, jeg lige havde gennemført i det nærliggende fitnesscenter.

Bagefter rapporterede jeg episoden til PET. De sag-de, at det var interessant, men jeg har aldrig hørt mere sagen. For mig var det også en interessant og positiv oplevelse, for normalt har jeg meget svært ved at komme i kontakt med muslimer. Jeg har henvendt mig til indflydelsesrige imamer og formænd for diverse sammenslutninger af indvandrersamfund, men de har ikke villet tale med mig, og det er jeg ked af.

Jeg vil gerne i dialog, men normalt kan jeg end ikke komme i kontakt med ganske almindelige mennesker, der er muslimer. Når jeg f.eks. i fitnesscentret går hen til et motionsredskab, hvor der er en muslim i gang med at træne ved siden af, går han, når han får øje på mig.

Måske er muslimerne bange for deres religiøse ledere og deres ord og fordømmelser. Men de muslimske autoriteter er åbenbart tilfredse med situationen, som den er. Det er i hver fald det indtryk, jeg får ud af deres afvisning af dialog.

Det hænder, at der på gaden er nogle, der råber efter mig, at jeg skal brænde op i helvede. Det virker lidt gammeldags, helt gammeltestamentlig, at nogen truer en med helvede. Så er det, jeg spørger, om vi kan tale om det nu, eller om vi skal vente, til vi mødes igen i helvede. Men de forstår ikke den form for humor.

I virkeligheden er det også dybt tragisk, at mennesker kan hade hinanden på grund af religion. Jeg er ikke blevet truet med den slags, siden jeg som barn gik i søndagsskole.

Der var det i den kristne guds navn, at jeg blev truet med helvede, hvis jeg ikke gjorde, hvad der blev sagt og levede det liv, som Gud påbød. I barndommens søndagsskole fik jeg grundlagt et religiøst traume, som siden har gjort, at jeg afskyr fundamentalisme.

Derfor virker det paradoksalt, at netop jeg er blevet genstand for så voldsomme hadske og fjendske handlinger, for jeg opfatter mig selv som et meget fredeligt og fredselskende menneske.